Enighed mellem Iberia og fagforeninger aflyser ny strejke

Den kommende strejke hos spanske Iberia fra 18.-22. marts er aflyst efter selskabets kabineansatte har indgået ny aftale med Iberia, der beklger sig over, at piloterne ikke har tilsluttet sig aftalen.

93 pct. af Iberias ansatte støtter den nye aftale. Iberia beklager, at fagforeningen for piloterne, SEPLA, ikke støtter aftalen. Som led i aftalen har Iberia reduceret sine planer for masseafskedigelser. Iberia vil bede fagforeningerne om forslag til at øge Oneworld-medlemmets produktivitet, siger Iberias koncernchef, Rafael Sánchez-Lozano.

Iberia, der hører under den British Airways dominerede IAG-gruppe, er ifølge egne oplysninger markedsledende mellem Europa og Latinamerika. Sammen med franchiseselskaberne Iberia Regional/Air Nostrum har Iberia-gruppen 600 daglige flyvninger med sine 144 fly til ca. 100 destinationer i 40 lande.