Enjoy Limjorden satser på Norge

Hugo og Vennerne, Jesperhus.

Hugo og Vennerne, Jesperhus.

Fra begyndelsen af 2016 sættes der gang i en stor markedsføringskampagne på det norske marked. Det skal få flere nordmænd til at holde ferie i det midt- og vestjyske i den kommende turistsæson.

Kampagnen indledes på Reiselivsmessen Oslo, som foregår i Telenor Arena den 15.-17. januar. Enjoy Limfjorden deltager med en stand, der repræsenterer kommunerne Skive, Morsø, Viborg, Lemvig, Stuer og Holstebro. Her deltager flere turismevirksomheder, og der er lavet et messemagasin fra Enjoy Limfjorden med konkrete tilbud fra over 30 af destinationens turismeaktører.

Hovedindholdet i den norske kampagne vil dog være en digital satsning med synlighed på flere af de største norske hjemmesider såsom Yr.no, vg.no, tv2.no m.fl. Den digitale kampagne skal få flere nordmænd til at booke online på www.enjoy-limfjorden.dk

Leder af Enjoy Limfjorden, Peter Emsenhuber Graversen: ”Norske gæster er meget interessante for os, fordi de rigtig godt kan lide at besøge landet. Det er kendt, at især Nordjylland nyder godt af mange norske besøgende, og nu vil vi øge indsatsen for at få dem til at bruge dele af deres ferier lidt længere nede i landet – nærmere betegnet ved Limfjorden og i det midt-og vestjyske”.

Enjoy Limfjorden har over 2,2 millioner overnatninger, hvoraf 47% er udenlandske, som hovedsageligt kommer fra Tyskland og Norge. Nordmænd har et gennemsnitslig døgnforbrug på 1.184 kroner, hvor danske og tyske gæster har et forbrug på henholdsvis 772 og 464 kroner ifølge VisitDenmark.