Erhvervsfolk rykker bagud

Flugten fra business class til economy for danske forretningsfolk kan nu dokumenteres af forretningsrejsebureauet CWT. Virksomhederne sparer på deres rejsekonti og det har medført et ændret rejsemønster, skriver jp.dk

 

Opgørelsen viser, at erhvervsfolkene i årets første kvartal for 86% vedkommende benyttede sig af økonomiklassen når rejsen foregik indenfor Europas grænser. På samme tid sidste år gjaldt det samme for blot 74%.

 

Adm. direktør i CWT, Sophie Hulgard, fastslår, at normen i dag er, at man rejser så billigt som muligt indenfor Europa, og hun skønner det har sparet virksomhederne for omkring 200 millioner kroner.

 

Heller ikke Premium Economy har den tiltrækning, som klassen havde sidste år. Her er belægningen reduceret fra 15 til 7%.

Også med hensyn til overnatning og leje af bil har der været skåret i udgifterne. I en periode har man valgt 3-stjernede i stedet for 4-stjernede hoteller, men den trend er nu ændret. Fordelene ved at bo på de 4-stjernede har fået flertallet til igen at vælge dem.

 

Med hensyn til de oversøiske flyrejser er antallet af rejsende ifølge undersøgelsen stort set uændret med 37% på business til destinationer i Asien og 30% til USA.

Skrevet af Flemming Juul