Erstatningssager på vej mod SAS

Efter at SAS og en række andre flyselskaber har fået omfattende bøder af de amerikanske myndigheder for et ulovligt kartel-samarbejde på fragtområdet, kan selskaberne nu se frem til en stribe erstatningsager fra kunder, der har betalt for høje fragtrater til selskaberne.

Kommunikationsdirektør i SAS, Claus Sonberg, bekræfter at der er blevet varslet et søgsmål mod selskabet for at bryde den amerikanske konkurrencelovgivning, som en udløber af kartelsagen. Søgsmålet blev varslet allerede i 2006, men alligevel har SAS ikke hensat så meget som en krone i sine efterfølgende årsrapporter, til erstatningssagen.

Det har til gengæld Lufthansa. Det tyske selskab har afsat tæt ved 500 mio. kr. til de forventede erstatningsudbetalinger, skriver Berlingske Business i dag. Claus Sonberg forklarer de manglende hensættelser i SAS med, at selskabet endnu ikke kender omfanget af erstatningerne, eller mængden af søgsmål man vil modtage. Kommunikationsdirektøren henviser desuden til, at Lufthansa er markant større end SAS på fragtområdet, ligesom han vurderer at det slet ikke er sikkert, at SAS bliver pådømt erstatninger i forlængelse af det ulovlige kartelsamarbejde.

Skrevet af Webredaktionen