Landene i EU får større muligheder for at give statslig støtte til små lufthavne, havne, kultur- og sportsanlæg. EU-kommissionen besluttede onsdag at forenkle statsstøttereglerne på disse områder.
”Dagens ændringer sparer EU-landene tid og problemer når de investerer samtidig med, at konkurrencen opretholdes”, siger EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager.
”Kommissionen kan dermed fokusere på statsstøtte, som påvirker konkurrencen på de indre markeder mere – vi kan være ‘store på store sager og små på småsager.’”
Regelændringen tillader statslige investeringer i regionale lufthavne med op til tre millioner passagerer årligt uden nogen statsstøttekontrol fra kommissionen. Det gælder 420 lufthavne rundt om i EU. Desuden kan EU-landene dække driftsomkostningerne for små lufthavne med op til 200.000 passagerer årligt.
Regler forenkles og grænserne forhøjes også for kultur- og sportsarenaer med flere anvendelsesområder.