EU prøver at hjælpe flyselskaber

Hvis Europas flyselskaber havde håbet på en egentlig hjælpepakke fra EU’s transportministre efter deres ekstraordinære møde i går, tirsdag, blev de skuffet.

 

Transportministrene kunne kun enes om mindre detaljer – fx den længe ønskede harmonisering af Europas luftrum, så flyene kan flyve mere direkte, og dermed spare brændstof. Der sættes nu turbo på at få indført det fælles europæiske luftrum. Forhåbentlig allerede fra i år. Europa er i dag opdelt i 27 flyregioner, skriver BBC.

 

EU-kommissionen vil også tillade statslån på markedsvilkår til trængte flyselskaber, der tabte milliarder under den seks dage lange lukning af store dele af Europas luftrum i sidste måned. Alene SAS’ har anslået, at de seks flyløse dage kostede ca. 350 mio. kr.

 

EU siger, at man pga. sine egne regler for statsstøtte ikke kan tillade statsstøtte til flyselskaberne.

 

Flere flyselskaber har kritiseret myndighederne for at overreagere med lukning af luftrummene pga. askeskyen.

 

Skrevet af Redaktionen