EU siger igen nej til at Ryanair overtager irsk konkurrent

EU-kommission afviser for tredje gang irske Ryanairs ønske om at købe Aer Lingus. ”EU beskytter den irske regering og Aer Lingus,” siger Ryanair, der vil klage til EU-domstolen.

Ryanair vil appellere afslaget til EU-domstolen – Ryanair hævder, at man har gjort alt for at imødekomme EU’s krav, herunder at afgive ruter til British Airways og Flybe.

British Airways skulle, efter Ryanairs overtagelse af Aer Lingus, overtage Ryanairs og Aer Lingus’ flyvninger fra London Gatwick, mens Flybe skulle overtage 43 af Aer Lingus’ engelske og europæiske ruter, oplyser Ryanair.

”Ryanair står uforstående overfor, at EU sidste år godkendte British Airways’ overtagelse af BMI, British Midland fra Lufthansa, men nu underkender vores tilbud – det er forskellige standarder,” siger Ryanairs nye pressechef, Robin Kiely, og tilføjer:
“Det synes klart, at lige meget hvad Ryanair tilbyder, så får vi aldrig en fair proces i EU. Beslutningen om at vi ikke må købe Aer Lingus er klart politisk for at støtte den irske regering – og ikke baseret på EU’s lovgivning.”