Event i Aarhus ventes at trække 400.000 gæster til

Hvis alt går som planlagt, bliver der nok at smile af i Aarhus til juni. Forventningen er nemlig, at 400.000 besøgende vil slå et smut forbi, når Tall Ships Race kaster anker i byen for fjerde gang.

Til næste år bliver det atter muligt at beundre store fuldriggere, der vugger lige så stille langs havnekajen i Aarhus.

Fra den 24. til og med den 27. juni vil Smilets By nemlig danne ramme om Tall Ships Race. Det er første gang siden 2019, at sejlsportsbegivenheden løber af stablen i Aarhus, der ligeledes lagde vand til den i 2007 og 2013.

Tall Ships Race er en international langdistancekapsejlads for skole- og øvelsesskibe, som Sail Training International står bag. Organisationen består af såkaldte sejltrænings-organisationer fra en række lande, hvoraf Danmark er et af dem.

Fond støtter med midler
Aarhus Kommune forklarer, at man har en ambition om at gøre næste års Tall Ships Race til et tilløbsstykke, hvor der også skal være aktiviteter for byens borgere og tilrejsende inde på land. Alt i alt regner man med, at begivenheden vil tiltrække 400.000 gæster fra både ind- og udland.

I forbindelse med Tall Ships Race skal havnen i Aarhus huse et festivalområde, hvor de besøgende vil kunne opleve forskellige optrædener og aktiviteter for store og små. Her vil lokale og nationale kulturaktører blandt andet spille teater, lave gadeoptrædener og fortælle maritime historier.

Spar Nord Fonden har netop doneret 700.000 kroner, der skal bidrage til at finansiere dette børn- og kulturprogram, der ventes at spille en central rolle i at få aarhusianerne og andre til at deltage i eventen, når de store træskibe lægger til kajs i byen.

Vil være gratis
Fonden støttede ligeledes arrangementet sidste gang, at Tall Ships Race lagde kursen mod Aarhus, og direktør Bo Uggerhøj fra Spar Nord Fonden slår fast, at man er glade for at være med på ny.

“The Tall Ships Races er en flot, maritim folkefest, som beriger og samler rigtig mange mennesker. Programmet er gratis for alle besøgende, og eventen er på den måde også en bred invitation til kulturelle oplevelser i fællesskab med andre – ikke mindst for børn og unge.”

”Det vil vi i Spar Nord Fonden gerne støtte op om,” lyder det fra direktøren.

Hos Aarhus Kommune glæder Rabih Azad-Ahmad (R), der er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, sig over de muligheder, som støtten giver.

“The Tall Ships Races er en fantastisk, folkelig begivenhed, hvor havneområdet kommer til at summe af liv, kultur og fællesskab. Støtten fra Spar Nord Fonden betyder, at vi kan skabe endnu flere åbne og gratis oplevelser for både børn, unge og voksne.”


Relaterede artikler:

Turismens rolle debatteres i Aarhus forud for valget

Et af verdens største krydstogtskibe anløber Aarhus

Aarhus’ kulturliv omsætter for milliarder