Castello di Velona i Toscana er et af de steder, Due Hospitality tilbyder sine MICE-kunder.

Eventarrangør overtager rejsebureau

Danske Due Hospitality, der arrangerer firmarejser, har ved fusion overtaget Comet Rejser – firmaerne har i mange år delt adresse i København. Direktøren forventer fordoblet omsætning.

Rejse- og eventbureauet Comet Rejser og Due Hospitality slog sig ved årsskiftet sammen til ét firma, Due Hospitality. På sigt skal navnet Comet Rejser udfases, oplyser administrerende direktør for og medejer af Due Hospitality, Peter Lund Hansen, til STANDBY.dk

Peter Lund Hansen, administrerende direktør for Due Hospitality, der har overtaget rejsebureauet Comet Rejser.

Comet Rejser og Due Hospitality har siden 2008 boet under samme tag og dermed haft fælles adresse på Gammel Kongevej i København. Her vil firmaet fortsat have til huse og de ansatte i Comet Rejser indgår nu i Due Hospitalitys stab, der i alt består af seks fuldtidsmedarbejdere og to på deltid.

De to firmaer har i en årrække haft et samarbejde. Som følge af fortsat vækst hos Due Hospitality kombineret med Comet Rejsers evne til at give virksomheder og private skræddersyede rejser og eventoplevelser, kom tankerne om fusionen, oplyses det.

”Vores forhold bygger på gammel kærlighed og et stort kendskab til både hinanden og vores produkter og derfor er det et meningsfuldt samarbejde, som kan hjælpe os til at udvikle os yderligere og vi kan med fordel gøre nytte af vores samlede ekspertise, kontakter og ikke mindst kunder,” siger administrerende direktør, Peter Lund Hansen.

Fusionen indebærer at Comet Rejsers kundeinformationer og kundeforpligtelser nu er overtaget af Due Hospitality.

Comet Rejser blev grundlagt af Mogens Olsen i 1978 og har i de sidste mange år være ejet og drevet af Jan Bodin.

Due Hospitality så dagens lys i 2008 og drives og ejes af grundlæggeren, Kim Due Jensen, samt Thore Engraf og Peter Lund Hansen. Hver ejer en tredjedel af Due Hospitality.

”Der er rigtig mange i rejsebranchen, der ikke kender Due Hospitality og ved hvem vi er. Men det til trods har vi gennem årene fået skabt en meget aktiv forretning med mange loyale kunder,” siger Peter Lund Hansen og tilføjer:

”Vi arrangerer alt muligt for firmaer, det kan være alt fra dagsarrangementer til incentiverejser med ski, fodbold eller koncerter på programmet – eller konferencer i udlandet. Rejserne er primært i Europa, men vi har også rejser til USA.”

Stigende omsætning
Due Hospitality omsatte sidste år for 32 millioner kroner, med omsætningen hos Comet Rejser blev det samlet til op mod 45 millioner kroner i de to rejseselskaber, siger Peter Lund Hansen.

Due Hospitality arrangerer primært eventrejser for firmaer, mens Comet Rejser også har salg til forbrugere. Det er dog tanken, siger Peter Lund Hansen, at navnet Comet Rejser skal udfases. Hvornår, er endnu ikke præcist besluttet.

”Vi forventer stor vækst i Due Hospitality; vores mål er allerede i 2021 at komme op på en omsætning på 100 millioner kroner – og senere 150 millioner kroner. Det kan blandt andet ske ved opkøb af andre aktører,” siger Peter Lund Hansen.

Relaterede artikler:

Lufthansa kigger på møder og events

Kasino bliver til mødelokaler

CWT fastholder London som største kongresby