Det er umuligt at beregne, hvor mange millioner, at Stig Elling har tjent til Startour gennem sin indsats som salgsdirektør – eller rettere selskabets udadvendte profil, der sikrer gratis og rigelig omtale døgnet igennem. Også My Travel har en informationschef, der formår at skabe interesse for egne produkter med masser af kunder til følge. Nu følger Kuoni Scandinavia efter.
Det vil ikke alene blive godt for selskabet, der vil kunne supplere deres marketingsaktiviteter med mediemæssig bevågenhed og dermed ”gratis” omtale til gavn for salget. Men hvor bliver resten af rejsebranchen og mange af flyselskaberne af? Også de ville have glæde af ekspertise til at spille på mediernes efterhånden temmelig komplicerede orgel med et massivt udbud af elektroniske, trykte og online-baserede medier.
For rejsejournalistikken i særdeleshed og medierne i almindelighed vil lidt pluralisme ikke skade. Startour har kunnet tegne næsten hele rejsebranchen i kraft af deres dygtige arbejde. Det skal de naturligvis ikke bebrejdes. Men at mediernes betydning og virkelighed også går op for andre selskaber, der ellers bruger mange resurser på virkningsløs markedsføring, nu går op for Statours og My Travels konkurrenter, er glædeligt.
I forvejen halter rejsebranchen langt efter i forhold til sammenlignelige virksomheder i andre dele af erhvervslivet, hvor ledelsens brug af PR-ekspertise er lige så naturlig som juridisk eller økonomisk.
Følger flere Kuonis eksempel vil det samlet styrke den journalistiske interesse for rejsebranchen. Og det vil givet yderligere øge rejselysten hos danskerne.

STANDBY.DK Nyt om rejser

