VisitNordjylland og VisitDenmark i samarbejde

Aftalen blev underskrevet i går af VisitNordjylland og VisitDenmark. Aftalen er første af sin art og skal sikre en arbejdsdeling i det offentlige turismefremmesystem og skabe større synergi mellem de offentlige midler, som investeres i at udvikle og markedsføre dansk turisme, oplyser VsitDenmark.



”Vort gode samarbejde med VisitDenmark bliver nu formaliseret. Aftalen vil sikre os i Nordjylland en langt bedre position de kommende år,” siger adm. direktør i VisitNordjylland, Lars Enevold Pedersen.



”Samarbejde og fælles mål er forudsætningen for at slå igennem i den stærke internationale konkurrence om at tiltrække ferie- og erhvervsturister til Nordjylland. Derfor er jeg meget tilfreds med aftalen med VisitNordjylland, så vi kan skabe større slagkraft i vores aktiviteter og bedre resultater for vores partnere i erhvervet, siger adm. direktør Dorte Kiilerich, VisitDenmark.



Aftalen mellem VisitNordjylland og VisitDenmark løber til 2009 og fokuserer på markedsføring, destinationsudvikling og turismefaglig viden/analyser.



Arbejdsdelingen gør VisitNordjylland ansvarlig for markedsføring i Danmark og udviklingsaktiviteter, der knytter sig til Region Nordjylland. Nationale udviklingsaktiviteter gennemføres i samarbejde med VisitDenmark, ligesom markedsføring af Nordjylland i udlandet altid sker i samarbejde med VisitDenmark.



Den nye samarbejdsaftale er en udløber af de ”Regionale Partnerskabsaftaler om vækst og erhvervsudvikling”, som regeringen og regionale vækstfora indgik i juni.



Samarbejdsaftalen med VisitNordjylland er den første i rækken, som VisitDenmark ønsker at indgå med de øvrige regionale turismeudviklingsselskaber inden jul.


Skrevet af