Vil have Americas Cup til Danmark

Den næste America´s Cup skal sejles på Øresund – hvis det står til en ny organisationskomite, dannet på initiativ af Danmarks Turistråd.



Den schweiziske båd Alinghi vandt i søndags det eftertragtede America´s Cup trofæ ved at slå de forsvarende mestre fra New Zealand. Det betyder, at Alinghi skal udpege det europæiske farvand, hvor båden – formentlig i 2006 eller 2007 – skal forsvare trofæet. Og da Schweiz som bekendt ikke har noget hav skal der findes en egnet arena til sejladserne – det er sådan Øresund kommer ind i billedet.




For står det til den nye danske organisationskomite bliver America´s Cup – såvel som kvalifikationssejladserne, Louis Vuitton Cup – afviklet på Øresund. Komiteen har repræsentanter fra Danmarks Turistråd, Københavns Havn, Idrætsfonden Danmark, Dansk Sejlunion, Copenhagen Capacity samt sejleren Jesper Bank, der har stor erfaring med Louis Vuitton Cup og America´s Cup.



Komiteen henvendte sig i sidste uge til nøglepersonerne bag America´s Cup og foreslog København. I sin henvendelse fremhæver organisationskomiteen bl.a. Øresunds gunstige vind- og sejlforhold, gode forhold for tilskuerne på begge sider af Sundet, Danmarks tradition som sejlsportsnation – herunder organisatoriske erfaringer med afvikling af store, internationale match-races, en god infrastruktur med bl.a. Københavns Lufthavn, Københavns veludviklede hotel- og turismeindustri, der har erfaring med at arrangere store, internationale events og kongresser.



Danmarks Turistråd ser store perspektiver i et America´s Cup arrangement. ”Det vil betyde en enestående mediemæssig fokus fra hele verden på København og Danmark med indtægter i milliardklassen – det skønnes, at America´s Cup ud for Auckland i New Zealand gav en øget omsætning i turisme, detailhandel m.m. på ca. 4 mia. danske kroner,” siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Danmarks Turistråd.



”Det fascinerende ved Auckland var kombinationen af perfekt sejlerfarvand og en spændende by med mange kulturelle tilbud. København har så mange flere kulturelle tilbud og en mere international atmosfære end Auckland. Derfor vil København også være interessant for de pårørende til sejlerne og de officials, der skal opholde sig i lang tid i byen i forbindelse med sejladserne,” siger Jesper Bank.

Skrevet af