Tre rejsebureauer meldt til politiet

Sidste år gav forbrugerombudsmand Henrik Øe bureauerne Dansk Ungdomsferie, Ung Rejs og Viby Ungdomsrejser til 1. februar i år til at fjerne materiale på deres hjemmesider, der opfordrer til at drikke alkohol. Men det er ifølge forbrugerombudsmanden ikke sket, hjemmesiderne indeholder stadig ulovlig markedsføring.



“Blandt andet står der, at man kan komme på pubcrawl og poolparty, hvor man kan indtage store mængder alkohol, det er ikke tilladt at reklamere for det,” siger Henrik Øe til DR Nyheder.



Direktøren for Ung Rejs, John Tobiesen, afviser ikke, at firmaets hjemmeside indeholder billeder af unge, der drikker alkohol, men man skal være fyldt 18 år og være logget ind, for at se billederne. “Derfor er det ikke markedsføring af alkohol mod børn og unge,” siger han.



“Men den går ikke. Det virker ikke, når man markedsfører siden over for de unge, der kan lyve om deres alder og så alligevel få adgang,” siger forbrugerombudsmanden.



Ung Rejs og Viby Ungdomsrejser har samme ejer, Travel Booking A/S.

Skrevet af