United Airlines ventes i dag, mandag, gennem en betalingsstandsning at søge beskyttelse mod sine kreditorer.
Krisen omkring verdens næststørste flyselskab (American Airlines er størst) når hermed en foreløbig kulmination. Det sker efter den amerikanske regerings særlige stabiliseringsudvalg for flyselskaber i sidste uge afviste en lånegaranti på 1,8 mia. USD. Uniteds besparelser på 5,2 mia. dollars blev betegnet som ”utilstrækkelig” og indtægtsprognoserne som ”urealistiske.”
Star Alliance-partneren, som de 83.000 medarbejdere ejer 55 % af, kæmper for at sikre midlertidige lån, så de 1.700 daglige flyvninger kan fortsættes, mens koncernen omstruktureres. United havde sidste år et underskud på 2,1 mia. dollars.
Selskabet har mere end 1 mia. USD i kassen, men det daglige dræn er på mindst 8 mio. dollars.