Slaget om London koster flyafgange i Billund

Fra 14. september fjerner Sun-Air morgenafgangene fra Billund til London City alle hverdage undtagen mandage.



”Reduktionen gælder til årets udgang. Vi flyver i dag kl. 8.45 fra Billund til London City Airport, det ideelle ville være afgang fra Billund omkring kl. 7, men vi kan ikke få landingstilladelse i London City tidligere. Vi tog beslutningen om at beskære til London City da Ryanair meddelte, at man i oktober får en tredje daglig flyvning fra Billund til London Stansted,” siger Sun-Airs underdirektør, Kristian Tvergaard, til Take Off.



19. januar i år åbnede Sun-Air sin rute fra Jylland til den centrale London City. Den nye rute skulle ses i lyset af Sterling-konkursen i efteråret 2008, der efterlod et tomrum mellem Billund og London, skriver Travelbroker.



Men knapt havde Sun-Air bebudet sin London-rute, før Cimber Sterling meddelte opstart mellem Billund og Gatwick. Sidenhen dublerede Ryanair mellem Billund og London Stansted, ligesom Norwegian fik en direkte rute mellem Aalborg og London Gatwick.



Og fra 23. september og én måned frem har Ryanair tre daglige fly mellem Billund og Stansted. Det betyder, at der i det meste af oktober udbydes ugentligt over 8.000 flysæder mellem Jylland og London på 60 afgange med fire flyselskaber, viser beregninger fra Travelbroker.dk

Skrevet af