SAS vil have ny struktur

Antallet af uafhængige flyselskaber i SAS Gruppen vil snart vokse fra 5 til 11. Fire af de nye er resultatet af en selvstændiggørelse inden for gruppens største flyselskab, Scandinavian Airlines.



Opdelingen i gennemskuelige selskaber med egne regnskaber er et centralt element i spareplanen Turnaround 2005, der skal mindske omkostningerne i SAS Gruppen med 12 mia. kr.




Koncernchef Jørgen Lindegaard sagde på et strategiseminar for presse og analytikere i Stockholm torsdag bl.a.: ”Efter at vi er kommet gennem omlægningen af SAS’ struktur, har vi tid til at finde de rigtige selskaber til de enkelte ruter.”



Omlægningen er drevet af, at de små flyselskaber inden for SAS hurtigere har kunnet mindske omkostningerne og indrette trafikken i forhold til den svigtende efterspørgsel.



SAS FÅR REGIONALE JETFLY




Jørgen Lindegaard siger også, at SAS sammen med tre andre medlemmer af Star Alliancen, Air Canada, Austrian og Lufthansa, snart beslutter, hvilken type regionale jetfly, selskaberne vil bestille i fællesskab. Der skal findes mindre fly med plads til 70-120 passagerer til de mere trafiksvage ruter.




”Beslutningen kommer måske på Star Alliancens topmøde i Japan i begyndelsen af december. SAS vil sætte den nye flytype i drift i løbet af 2006,” siger koncernchefen.




I alt forventer de fire Star-medlemmer at bruge ca. 70 milliarder SEK på cirka 100 regionale jetfly.




Hvem der får ordren vides endnu ikke, de fire potentielle flyfabrikker, Boeing, Airbus, brasilianske Embrear og canadiske Bombardier kan alle levere fly af den ønskede størrelse.

Skrevet af