
”Ja, vi anslog i juni, at Blue Travel & Tours’ konkurs ville koste os 3-4 mio. kr. Men alle blev ført bag lyset af bagmanden. Der var dobbelt bogholderi; et officielt regnskab til sin danske statsautoriserede revisor og Rejsegarantifonden – samt det reelle. Derfor bliver vores omkostning ved Blue Travel nu ca. 8 mio. kr.”
Det siger formand for Rejsegarantifonden, Bent Mebus (billedet), nu til Take Off.
Bagmanden for Blue Travel, Mohamed Saw, er kroat med norsk pas. Han har været efterlyst af politiet siden Rejsegarantifonden i juni anmeldte ham for svindel.
”Rejsegarantifonden var ekstra opmærksomhed på Blue Travel fra bureauet åbnede i foråret. Vi bad om månedlige regnskaber, de kom via bureauets statsautoriserede revisor. Men hvad Blue Travel oplyste til deres revisor og dermed os, var ikke rigtigt. Blue Travel havde to regnskaber,” sagde Bent Mebus i juni til Take Off.
Blue Travel nåede at sælge ca. 1.300 rejser. Garantifonden erstatter pakkerejser, dvs. rejser hvor der er betalt for både fly og hotel.
Blue Travels konkurs blev årets første i den danske rejsebranche, som typisk har 4-6 konkurser om året.
Det andet krak kom i denne uge, Gaia Rejser fra Kolding.
Får Rejsegarantifonden mistanke til dårlig økonomi i et rejsebureau, kan fonden bl.a. gennemføre kasseeftersyn med en revisor. Er tallene ikke tilfredsstillende, kan fonden kræve bureauets ansvarlige kapital forhøjet.
Sidste år gik fem rejsearrangører konkurs eller lukkede: Bonus Travel v/Gaudencio Caluza, Dinos Rejser, Joy Travel, Rejseklub Fyn v/John Thorst samt Valdemar Shipping & Travel Agency.
Det betød et tab for Rejsegarantifonden på 2,2 mio. kr. i erstatning til berørte rejsekunder.
Også Atlas Travel gik konkurs i 2006, men det gav ikke omkostninger for fondens egenkapital på ca. 57 mio. kr.
Rejsearrangører skal ifølge loven være registreret i Rejsegarantifonden, hvis de i eget navn udbyder eller sælger rejser med transport og indkvartering.
Ved udgangen af 2006 var der registreret 603 arrangører i fonden.
HB

STANDBY.DK Nyt om rejser

