Debat: Danmark er afskaffet som eventyrland

Af Peter Eigil Pedersen, Albatros Travel, Kenya.



Nu er det rigtigt, som Ejvind Olesen skriver i sin indledning, at vi har vidt forskellige omgangskredse, og det er da kun udmærket. Alt andet ville det da være en lidt trist og farveløs verden.



Men den kreds, jeg i årevis har bevæget mig i har været meget alsidig både, hvad gælder nationaliteter og folks sociale baggrund!



Jeg har bevæget mig rigtig meget rundt i denne verden, og har de sidste 10 – 15 år oplevet at forståelsen for Danmark er dalet meget. Det er sivet ud i verdenssamfundet, at Danmark ikke længere er det eventyrland som det kunne bryste sig af at være for nu en del år siden, hvor netop tolerance og åbenhed var noget, Danmark var kendt for.



Jeg har selv bekendte som har opgivet at komme besøg i Danmark på grund af de stramme regler for visum, og dette er mennesker som os selv, der bare ønsker at se verden og så tage hjem til hvor de kommer fra.



Det skinner jo ligefrem i klummen af danskernes selvfede opfattelse af sig selv. Hr. Olesen skriver “NU ER Sydøstasien vel ikke lige det område Danmark skal søge de fleste turister fra. Nogle fra det område bliver så glade for os, at de slet ikke vil tilbage igen.”



Det skriger jo af hans egne fordomme overfor en gruppe mennesker. Sydøstasien er jo i den grad en region der gennem en lang årrække har udviklet sig meget voldsomt, og har et større og større købedygtigt publikum som i høj grad har mulighed for at rejse, også hjem igen!



Det er ganske korrekt at det danske system har udviklet sig i en rigtig kedelig retning. Og samtidig er danskerne blevet lige så kedelige. Denne holdning som har udviklet sig har også den negative følge at den bare er med til at stimulere yderligere frygt for fremmede, altså selvforstærkende. I et lidt bredere perspektiv ses det i at Danmark søger særregler inden for EU, hvad angår flygtninge osv.



Det er på tide at den gode danske mand kigger sig selv i spejlet og spørger sig selv om ikke en dansker skal behandle andre som de selv ønsker at blive behandlet.

Skrevet af