Dansk turisme står i stampe



Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen revsede i går i Berlingske Business dansk turisme for at stå i stampe. Han påpegede blandt andet, at vi teknologisk set ikke forstår at følge med, at vi halter bagefter servicemæssigt, og at der er et alt for dårligt samspil mellem aktørerne.



Horestas adm. direktør, Lone Njor Hulth, er langt fra uenig med Jesper Bo Jensen:



”Langt hen ad vejen er vi helt enige med Jesper Bo Jensen. I den mindre professionelle del af erhvervet halter det bagefter med teknologi og service. Samtidig har mange af de offentlige aktører i turisterhvervet ikke helt forstået deres rolle. Det betyder, at der tænkes alt for lidt i at få bundet oplevelser sammen på tværs af geografi og aktører i erhvervet”, siger Lone Njor Hulth.



Hun påpeger, at der er sket en udvikling hos de professionelle turismevirksomheder de senere år, som har flyttet dansk turisme til et helt nyt niveau. Alene hotellerne og forlystelsesparkerne har investeret milliardbeløb i at forbedre deres produkter. Samtidig har dansk gastronomi nået historiske højder og stor international anerkendelse.



Hun efterlyser også langt større fokus på turisterhvervets rammevilkår på Christiansborg.



”Vi mister vi udenlandske turister i en tid, hvor alle vores nabolande vokser med to-cifrede procentcifre. En del af forklaringen er, at turisterhvervets rammebetingelser er så dårlige i forhold til konkurrenternes i nabolandene. Det er sværere at konkurrere på pris og kvalitet, når man har Europas højeste momssats, og når politikerne konstant stiller nye og skærpede krav til erhvervet. Krav, som er omkostningstunge.”

Horesta vil sammen med Turisterhvervets Samarbejdsforum henover sommeren og efteråret arbejde på at få sat turismen på dagsordenen hos politikerne på Christiansborg, så erhvervet kan få bedre vækstbetingelser.



”Turismen er noget af det, vi skal leve af i fremtiden. Så nytter det ikke noget, at vi i Danmark sidder med hænderne i skødet og ser til, mens udviklingen sker i alle vores nabolande”, siger Lone Njor Hulth.

Skrevet af