Vagn Sørensen hyldet i lufthavnen

I overværelse af godt 100 deltagere i den store traditionelle julefrokost i VIP terminalen i København modtog adm. direktør fra Austrian Airlines, Vagn Sørensen, i dag Luftfartspokalen indstiftet i 1948 af Danske Flyvejournalister.



Vagn Sørensen fik pokalen for at have gjort en markant indsats for dansk og international luftfart. Som leder i SAS, som topleder i Austrian Airlines, som årets erhvervsleder i Østrig, som formand for AEA, Sammenslutningen af europæiske ruteselskaber, valgt af blandt andet chefen for British Airways Roy Eddington og chefen for SAS, Jørgen Lindegaard.



– Vi var i Danske Flyvejournalisters bestyrelse ikke i tvivl om, at du i år skulle have pokalen. Som en markant luftfartsleder, som også uden for landets grænser, viser “at det der med luftfart. Det kan vi bare i lille Danmark”, sagde klubbens formand, Ejvind Olesen, blandt andet i talen til prismodtageren.



Tilstede ved julefesten var også en række af de tidligere prismodtagere, nemlig Niels Holst Sørensen, Per Brüel, Haldor Topsøe, Bjarne Hansen, Erik Thrane, Niels Boserup, Gunnar Tietz, Jørgen Nielsen, Claus Hansen, Knut Lindau og Jørgen Lindegaard, mens der var særlig hilsen fra Knud Heinesen og Hugo Schrøder samt sidste års modtagere Kirsten- og Jesper Rungholm i Danisk Air Transport, der ligesom modtageren for tre år siden, Kronprins Frederik, havde set sig nødsaget til at sende afbud.

Skrevet af