Skibakke på Bornholm, lørdagsbal og egnsretter er blot nogle få af de projekter, som EU igennem flere år har ydet økonomisk støtte gennem en række puljer for at få skabt bedre levevilkår og erhvervsudvikling i landdistrikterne.
EU har givet 750.000 kroner i tilskud til en skibakke på Bornholm, og ansøgeren, landbrugskonsulent Ole Harild, var selv overrasket, da han fik pengene. Det skriver Ekstra Bladet i dag.
”Jeg regnede jo ikke med, at de ville støtte noget så skørt. Men når pengene var i hus, var der jo ingen undskyldning for ikke at komme i gang,” siger han.
Ole Harild har så efterfølgende selv postet en lille million i bakken, som dog kun er blevet brugt en enkelt dag på grund af manglende sne. Han får sine grundomkostninger dækket ved at leje ud til foreningen Skibakkens venner, der tæller 50 aktive skiløbere på Bornholm.
EU-ordførere fra både Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne stiller sig helt uforstående over for, at EU kan yde tilskud til en skibakke:
”Mange vil spørge sig selv om, hvad er det her for noget. Vi skal have stoppet den tilskudsjungle,” siger Venstres EU-ordfører Michael Aastrup Jensen. Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) lover at stramme op på, hvad der kan få tilskud i fremtiden.
”Kravene til projekterne har ikke været skrappe nok,” siger hun.
EU er særdeles rundhåndet, når det gælder om at skabe liv på landet. Fra 2001 til 2006 blev der givet 727 millioner kroner i støtte til hundredvis af projekter. Og den massive pengestrøm fra Bruxelles fortsætter. Fra 2007 til 2013 er der således afsat yderligere 218 millioner til formålet.

STANDBY.DK Nyt om rejser

