Flere sigtelser mod tankeløs morsom mand

Den 43-årige mand blev i første omgang sigtet for forstyrrelse af offentlige transportmidler og sendt med toget hjem til Århus, da SAS-kaptajnen ikke ville have ham med flyet til Chicago.



Nu bliver manden også sigtet for straffelovens paragraf 266 om at fremkalde frygt ved trusler, f.eks. en bombetrussel, hvilket kan give bøde eller fængsel i op til to år. Ligeledes sigtes han efter straffelovens § 135 om ubegrundet at forårsage udrykning af politi, hvilket kan straffes med bøde eller fængsel i op til tre måneder,siger Jørgen Carlsen, chef for efterforskningspolitiet i lufthavnen til Ritzau.



Desuden får manden sandsynligvis et erstatningskrav fra SAS, der nu vil kontakte politiet. Inden togturen hjem til Århus afleverede manden 50.000 kr. i kontanter til politiet til dækning af en eventuel erstatning.



I lørdags faldt mandens bemærkning umiddelbart før ombordstigning på Chicago-flyet – den blev overhørt af sikkerhedsfolk, hvorefter kronprinsparret blev bragt til lufthavnens kongeværelse og flyet gennemsøgt med bombehunde.



En kvindelig filosofistuderende fik sidste år i Østre Landsret 10 dages betinget fængsel for ”i sjov” ved en metaldetektor i Københavns Lufthavn at have sagt ”de har fundet min bombe.”

Skrevet af