Kuoni taber mindst 10 mio. kr. på stop for Bali-rejser

“I årets første tre kvartaler mangler vi flere tusinde gæster, som normalt ville have taget del i vort program til Bali, der er midlertidig annulleret, indtil Udenrigsministeriet igen giver grønt lys. Det koster os mindst et to cifret millionbeløb i indtægt.”



Sådan siger Kuoni/Apollos danske direktør Jan Lockhart i anledning af debatten om det betimelige i at rejse til Bali, selv om det danske udenrigsministerium har en skrappere holdning til risikoen end i mange andre lande, for eksempel Sverige og Norge.



Netop nu er der rødt kort, hvilket vil sige, at folk kan afbestille frit, hvis de ikke tør rejse. Til gengæld giver både Europæiske og Gouda fuld forsikring.



Ikke uden en vis bitterhed konstaterer Jan Lockhart, der i år også er formand for RID, “at andre firmaer med en alternativ holdning til det moralske dilemma i sagen, i mellemtiden har overtaget vor position på rejsemålet.”



Lockhart har ført et par samtaler med den danske ambassadør i Indonesien, Geert Aagaard Andersen. “Når han fortæller mig, at der er god grund til at frygte for nye terroraktioner på indonesiske rejsemål, herunder Bali, så har jeg ikke lyst til at gøre mig klogere på den sag.”

Skrevet af