Scandic skodder smøgerne

1. april sløjfer Scandic alle rygearealer i hotellernes fællesområder, og for fremtiden vil rygning kun være tilladt uden for hotellerne og på 20 % af værelserne.



Rygepolitikken er en del af Scandic hotellernes mange tiltag på miljø- og sundhedsområdet.



”På Scandic skal vores gæster have mulighed for at bo og leve sundt. Vi tilbyder vores gæster, at de kan sove godt, røre sig frit og spise sundt og økologisk. Nu kan vi også tilbyde røgfrie hoteller. Det er en del af vores omfattende miljøprogram,” siger Hans G. Frank, adm. direktør Scandic Danmark.



Rygepolitikken på de 19 hoteller skal også ses som en naturlig forlængelse af Scandics samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, hvor Scandic i Danmark i fjor indsamlede over 250.000 kroner, som blev doneret til Kræftens Bekæmpelse, øremærket kampen mod brystkræft.



Hidtil har alle Scandic hoteller i Danmark haft indendørs arealer på hotellerne til rygerne, ligesom man har tilbudt et større antal værelser, hvor rygning er tilladt.

Fra 1. april nedlægges samtlige rygerum i fællesområderne, og rygerne må søge udendørs, hvor hotelkæden tilbyder områder forbeholdt rygere.

Skrevet af