Tidligere på måneden er Delta Air Lines begyndt at flyve dagligt til København fra Atlanta, Air Berlin åbnede ruter fra Berlin, Düsseldorf og Hamborg, færøske Faroe Jet dagligt fra Færøerne, Air One fra Italien flyver også dagligt til København fra Rom – og nu Continental, der ligesom Delta har hjemme i Skyteam-alliancen.
Eneste nye destination fra fem-kløveret er Atlanta, alle øvrige blev i forvejen betjent af et eller flere selskaber.
Continental konkurrerer med SAS fra København til Newark-lufthavnen ved New York.
Første fly blev budt velkommen af Continentals vicepræsident for bl.a. Europa, Jim Summerford, den nordiske Continental-chef, Charles Crowder, USA’s ambassadør, James P. Cain, Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam, samt adm. dir. Niels Boserup fra Københavns Lufthavn plus Tivoli-gardister og “Den lille Havfrue.”
Continental lander hver morgen kl. 7.30 i Kastrup og letter igen kl. 9 – altså et par timer før SAS.
Continental er ifølge egne oplysninger verdens sjettestørste flyselskab med over 3.200 daglige flyvninger og over 42.000 medarbejdere.
Selskabet betjener 151 amerikanske og 137 internationale destinationer – og har bl.a. 280 ugentlige afgange fra 28 byer i 14 europæiske lande til sine hovedbaser New York/Newark, Houston og Cleveland.
HB
Tagget med: Air Berlin Delta Københavns Lufthavn Newark SAS SkyTeam Tivoli