SAS’ danske kabineforening og fagforening for piloter afviser diktatet fra SAS om lønnedgang og øgede arbejdstider.
Det er ikke et tilfreds kabinepersonale, der går til mulige forhandlinger med SAS denne uge om ændringer i overenskomsten.
”Vi vil opretholde den kvalitet, kunderne efterspørger, og sikre SAS’ høje kundetilfredshed. Med de forringelser på løn og arbejdsvilkår, der er lagt op til, bliver det svært. Presset på vore medlemmer nærmer sig det umenneskelige,” skriver kabinepersonalets danske fagforening, CAU, til DR Nyheder og tilføjer:
”Desværre oplever vi et utilstedeligt spin fra SAS overfor vores medlemmer, og vi har bedt Arbejdstilsynet undersøge SAS’ ageren overfor vores medlemmer, fordi SAS tilsidesætter CAU som faglig organisation.”
SAS har ifølge standby.dk’s oplysninger sendt informationer om de nye, reducerede overenskomster direkte til bl.a. selskabets flyvende personale.
På søndag afgør SAS’ bestyrelse, om den samlede spareplan er nok til, at SAS kan overleve.
”Blot fire måneder efter vi indgik ny overenskomst, står vi overfor lønnedgang på ca. 15% og stigning i arbejdstid samt andre forringelser. Ledelserne i SAS har svigtet, og vore medlemmer skal betale for dem,” siger CAU.
Det var mandag ikke muligt for standby.dk at træffe CAU’s presseansvarlige, Jean Pierre Schomburg.