Familien Wallenberg bør redde SAS

Kjell Fredheim, der i dag er luftfartskonsulent og tidligere var chef i SAS under Jan Carlzon, mener Wallenbergerne bør tage et initiativ for at redde det kriseramte flyselskab – eventuelt efter mønstret i redningen af Olympic Airlines, skriver borsen.dk.

Udtalelsen kommer efter det er blevet klart, at flyselskabets tre hovedaktionærer, de tre skandinaviske stater, som ejer halvdelen af aktierne, nu er enige om et kommende salg af de respektive aktieposter.

Wallenberg-familien er den fjerdestørste aktionær med 7,6% af aktierne og har både midler og redskaber til at redde SAS, mener Fredheim, der støttes af en tidligere  viceadministrerende direktør i SAS, Lars Bergvall.

Han skriver i den svenske erhvervsavis Dagens Industri, at kun et initiativ fra de private aktionærer vil være i stand til at redde SAS, og her bør Knut og Alice Wallenberg Fonden som den største gå forrest.

Skrevet af Flemming Juul