Finske Jukka Turku bliver fra årsskiftet ny direktør for det 5-stjernede Hilton Copenhagen Airport. I går var der reception for den afgående direktør, Claus Steiner, og den tiltrædende. Og der var kreative gaver…
53-årige Jukka Turku kommer fra stilling som direktør for Hilton Malmø City. Her har han været direktør de sidste ni år – Scandic overtager driften af dette hotel ved årsskiftet. Skulle hotellet være blevet i Hilton-familien, skulle det være renoveret for trecifret millionbeløb, erfarer standby.dk
Claus Steiner, der efter fem år som direktør for Hilton Copenhagen Airport, siger farvel, skal til noget lunere omgivelser, som General Manager for tre Hilton-hoteller på Seychellerne.
Jukka Turku bliver den femte direktør for Hilton Copenhagen Airport, der åbnede 1. februar 2001.
Ved receptionen i går takkede Københavns Lufthavns adm. direktør, Thomas Woldbye, Claus Steiner for hans indsats gennem de seneste fem år. Lufthavnen ejer bygningen med Hilton-hotellet.
I sin tale diskede Claus Steiner op med gode minder fra sine fem år i København. Et af dem handlede om Danish Travel Award i 2007:
”Jeg var ny direktør for Hilton Copenhagen Airport; jeg havde hørt en lille fugl synge om, at mit nye hotel var en af de tre finalister i kategorien bedste hotel i hovedstadsregionen ved Danish Travel Award. Jeg tænkte, at den aften, måtte jeg være med til. Så jeg forkortede et ophold i Bruxelles og fløj hjem samme eftermiddag med Brussels Airlines.
Men jeg havde ikke noget slips. Så i flyet til København så jeg en medpassagerer med et pænt slips. Jeg forhandlede med mandens hustru om prisen for slipset – det var det dyreste slips, jeg nogensinde har købt. Men jeg havde det på, da Hilton Copenhagen Airport vandt kategorien ved Danish Travel Award og jeg skulle på scenen for at modtage prisen,” sagde Claus Steiner til de mange receptionsgæster.
Hans gave til den nye direktør, Jukka Turku, var netop dette ”lykke-slips,” som han kaldte det.
”Jeg får ikke brug for slips på Seychellerne – her går ikke engang ørigets præsident med slips,” sagde Claus Steiner.
Jukka Turkus gave til Claus Steiner var et par nye badebukser og et års forbrug af solcreme.
Bagefter sagde Claus Steiner til standby.dk: ”To ting, jeg navnlig tager med mig som minde fra København, er det fantastiske team her på Hilton Copenhagen Airport – og vores mange gode samarbejdspartnere, fra storkunderne, ejeren af hotellet, Københavns Lufthavn, og bl.a. jer fra Stand By og Take Off.
Jeg har været ekstrem heldig med fem fantastiske år i København og vil fremover være en stor ambassadør for byen,” sagde Claus Steiner, der ikke ville beklage, at Hilton i hans fem år i København ikke har fået sit andet hotel i Danmark.
”Det er vigtigt at leve efter tre retningslinjer som hoteldirektør: man skal stimulere, være givende og have det sjovt,” sagde Claus Steiner, der i september fik at vide, at Seychellerne ville blive næste stop i hans karriere hos verdens mest kendte hotelgruppe.
Hilton Copenhagen Airport sælger årligt ca. 110.000 overnatninger.
På Seychellerne bliver han ansvarlig for tre Hilton-resorts med samlet 180 ”strand-villaer”.
”Mens vi har 150 ansatte til vores knap 400 værelser her på Hilton Copenhagen Airport, har vi 715 ansatte på de tre ressorts i Seychellerne,” sagde han.