I alt blev verdens 25 største forlystelsesparker sidste år besøgt af 186,5 mio. gæster – det er 2,5 % flere end i 2005. Det viser tal fra amerikanske Economics Research Associates.
Magic Kingdom i Walt Disney World i Orlando topper atter med 16,4 mio. gæster sidste år; Disneyland i californiske Anaheim havde 14,7 mio. gæster i fjor, Tokyo Disneyland 12,9, Tokyo Disney Sea 12,1 og Disneyland Paris 10,6 mio.
Herefter følger Orlando-attraktioner som Disneys Epcot Center med 10,4 mio., Disney-MGM Studios 9,1, Disney’s Animal Kingdom, 8, Universal Studios Japan, 8,5 og Sydkoreas Everland med 7,5 mio. besøgende.
Udover Euro Disney havde engelsk Blackpool Pleasure Beach 6 mio. gæster, mens Tivoli med sine 4,4 mio. gæster i fjor besatte 20. pladsen blandt verdens 25 mest besøgte forlystelsesparker.
I øvrigt nævner rapporten Legoland Californien som højdespringer indenfor USA’s forlystelsesparker. Fremgangen var sidste år 16 % – besøgstallet endte på 1,6 mio., hvilket dog ikke rækker til en placering på Top 25.
I øvrigt havde engelske Legoland Windsor næsten 1,5 mio. besøgende sidste år.