Turistbranchen i Danmark mener, at den danske turismeindustri er sakket bagud i den internationale konkurrence. I den danske turismeindustri er væksten nemlig kun halvt så stor som på verdensplan, hvorfor Danmark er i en position, hvor vi taber markedsandele.
En af forklaringerne på tabet af markedsandele er, at to tredjedele af de turister, der besøger Danmark, kommer fra nabolandene, hvor de østeuropæiske lande i stigende grad vinder frem som nye turistmagneter. At Danmark halter bagefter i den internationale konkurrence skyldes desuden, at turismebranchen har haft færre midler til at reklamere for Danmark, da de statslige bevillinger til VisitDenmark er blevet beskåret siden 1998.
Derfor mener Lars Bernhard Jørgensen, direktør for VisitDenmark, at der skal tilføres flere penge til markedsføring til turistbranchen. ”Hvis ikke der bliver investeret mere i markedsføring, kommer fremtiden til at se mørk ud. Konkurrencen bliver større, og der sker nogle meget store investeringer i Østeuropa, f.eks. i de gamle kulturbyer som Warszawa, Prag og Leipzig.”
(Jyllands-Posten, 4/7)
Tagget med: VisitDenmark