Vandt lynkonkurrence med Take Off

Tilbudet fra Sterling fik gang i e-mailerne til Take Off. Der skulle blot svares rigtigt på spørgsmålet om, hvad Sterlings nye tilbud med rejseforsikring mod forsinket fremmøde koster – 49 kroner.



Det blev Laila R.Laursen fra DSB Special rejser. som blev udtrukket i den store stak, og som derfor i morgen med ledsager rejser til Paris med Sterling, oplever koncerten med pop-idolet Anastacia, fulgt af en tur i Paris’ natteliv inden de næste morgen vender hjem til København.



DEN NYE FORSIKRING

Sterling og Europæiske Rejseforsikring vil med den nye forsinket fremmødeforsikring gøre det attraktivt at kombinere lavprisselskabernes ruter.



”Omfatter passagerens rejse mere end en destination, dækker forsikringen, hvis passageren ikke når sit næste fly, f.eks. pga. en flyforsinkelse. Forsikringen udløser dækning af rimelige udgifter ved køb af ny flybillet samt om nødvendigt hotel og forplejning med op til 1.500 DKK pr. døgn,” siger Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, og fortsætter:



”Forsikringen dækker også, hvis passageren uforskyldt møder for sent til den første flyafgang, f.eks. pga. uvarslede vejrmæssige forhold.”



Forsikringsbetingelserne lyder: ”Forsikringen dækker rimelige og nødvendige ekstraudgifter til hotelophold og fortæring med op til DKK 1.500 pr. dag samt transport, dersom sikrede uforskyldt og uforudseeligt møder for sent til et offentligt eller et af rejsearrangøren arrangeret transportmiddel og derfor efterfølgende skal indhente sin rejserute…”



Ved flyskifte er en betingelse, at de officielle transfertider mellem planlagte ankomster og videre afrejser er overholdt. Ved flyskifte mellem to flyselskaber skal transfertiden være mindst to timer. Forsikringen skal tegnes minimum 24 timer før afrejse, oplyser Sterling.



Forsikringen mod forsinket fremmøde kan købes via Sterlings hjemmeside.

Skrevet af