Fantastisk show i Berlin

De siger ikke noget, de smiler ikke – men publikum forstår dem, morer sig og bliver overrasket gang på gang, også når de selv involveres i, hvad der sker på scenen.



Blue Man Group begyndte i New York i 1987 – tre kreative gutter skabte den første udgave, siden åbnede de andre steder, så man nu kan se Blue Man Group i Boston, Chicago, Las Vegas og New York – samt nu også i Berlin; i alt har 30 skuespillere nu Blue Man-licens. Flere kommer nok næste sommer, hvor Blue Man åbner i Toronto.



Blue Man Group åbnede for første gang udenfor USA i Berlins Theater am Potsdamer Platz, altså i hjertet af den genforenede tyske hovedstad. Her gik Muren før – i dag er der nye hoteller, kontorbygninger, det fantastiske Sony Center og meget mere.



Jeg har set showet i Chicago, det var godt, men det nye i Berlin har mange flere gimmicks og indslag. Det er meget seværdigt for unge som gamle. Billetpriserne ligger på mellem 50 og 60 Euro – og pengene er givet godt ud. Nogle hoteller, bl.a. det nye Marriott ved Potsdamer Platz har særlige pakker med overnatning og billetter til de blå mænd.



Hjemmeside: bluemangroup.de



Henrik Baumgarten

Skrevet af