Rejsebureauformand tilfreds med Pow Wow

“Det var dejligt at så mange danske rejsebureauer deltog på Pow Wow. Det er vigtigt at være til Pow Wow for at pleje sine amerikanske interesser og kigge efter nyheder fra andre leverandører. Det er tydeligt at de amerikanske leverandører er glade for at vi kommer – det betyder også noget med deres prioritering af deres udenlandske partnere, at de kender os,” siger produktchef i FDM travel, Jesper Ewald (foto), som også er formand for DRF’s bestyrelse.



Jesper Ewald deltog atter på det årlige Pow Wow, verdens største fagmesse for rejsebranchen, som onsdag sluttede i Las Vegas. Næste år er Miami vært for Pow Wow.

I alt havde Pow Wow i år deltagelse af 30 danske deltagere fra rejsebureauer og presse.



Sidste år passerede antallet af danske besøgende i USA for første gang de 200.000 – og Jesper Ewald tror, at tallet vil stige endnu mere i år.



“Vi kan jo se, hvor meget vi sælger. Og så længe den danske økonomi holder sig rimelig stærk, og den amerikanske dollar er tilsvarende svag, vil den store interesse for at besøge USA holde sig. Omvendt kan man netop bekymre sig over den svage amerikanske økonomi; den medvirker til, at amerikanerne i større omfang holder ferie hjemme, og dermed “fylder mere” på deres egne hoteller, forlystelsesparker osv. Og vi kan se problemerne for de amerikanske flyselskaber når de begynder at parkere hundredvis af fly for at spare penge. Det betyder færre udbudte flysæder til højere priser,” sagde Jesper Ewald onsdag på sidste dag af Pow Wow.



Californien, New York og Florida er stadig de store trækplastre, når danskerne skal til USA.

“Vi kører rundt i Californien, og ind i “baglandet” til fx nationalparkerne i Arizona, Utah, besøger Las Vegas osv. Det er navnlig børnefamilier som tager til Florida med dens mange forlystelsesparker, mens New York, men også Washington DC, trækker når det gælder storbyferie med shopping osv.,” siger DRF’s formand.



HB

Skrevet af