Rejsebureauer skændes videre om hoteller

Take Off fortalte i går om balladen mellem Dansk Ungdomsferie som beskylder Viby Ungdomsrejser for at lyve om hotelkontrakter i Bulgarien.



Viby Ungdomsrejser siger, at man har kontrakt med en række af de samme hoteller i Bulgariens Sunny Beach, en populær ungdomsdestination, som Dansk Ungdomsferie.



Det afviser Dansk Ungdomsferie.



Men siger direktør for Viby Ungdomsrejser, Ung Rejs og Travel Booking Service, firmaets hovednavn, John Tobiesen til Take Off:



”Vi har skriftlig dokumentation for vores hoteller – som vi bl.a. har booket via konsolidators i Tyskland og England. Vi vil ikke oplyse, Dansk Ungdomsferie om hvilke, men har tilbudt Forbrugerombudsmanden fuld adgang til disse bilag.”



John Tobiesen fortsætter: ”Dansk Ungdomsferie prøver med sine pressemeddelelser i denne uge desperat at svine os til. Jeg tror de panikker, fordi de er presset. Viby Ungdomsrejser har på sine fire sæsoner tredoblet sin volumen til 4.000 årlige gæster – og det mærkes hos andre rejsebureauer. Og når man er presset, gør man dumme ting.”



Men hos Dansk Ungdomsferie fastholder direktør Jesper Schousen overfor Take Off sine beskyldninger mod Viby Ungdomsrejser:



”Sunny Beach er et af de mest populære rejsemål for unge. Men det er svært at komme ind, fordi vi bl.a. sidder på flere attraktive hoteller. Derfor har Viby Ungdomsrejser kopieret vores program og siger, at de har de samme hoteller som os.



Men vi har dobbeltchecket med hotellerne, at det ikke er tilfældet. Hotellerne sælger ikke via grossister, som er den måde, Viby Ungdomsrejser siger, de har fået værelserne på vores hoteller på. Hotellerne har skriftligt oplyst os, og at de ingen kontrakter har med Viby Ungdomsrejser/Ung Rejs/Travel Booking Service.”



”Det er fint med konkurrence – men jeg tror Viby Ungdomsrejser snyder sine gæster. De sælger ét hotel nu, og meddeler så f.eks. ugen før afgang, at hotellet er ”overbooket,” og tilbyder et andet hotel. Det er rent bondefangeri,” Jesper Schousen.



Dansk Ungdomsferie forventer 4.000 gæster i år, to ud af tre skal til Bulgarien, resten til Spanien.





HB


Skrevet af