Norwegian afblæser priskrig

Det er nok mere af nød end af lyst, at det norske lavprisselskab Norwegian i går meddelte, at priskrigen er forbi, og priserne går opad igen. I hvert fald skriver selskabet i sin halvårsrapport “at presset på yielden er aftagende, men vil fortsat være i markedet i en periode. Annoncerede prisforhøjelser både hos konkurrenter og hos Norwegian bærer i den rigtige retning.”



Det sidste er også nødvendigt for selskabet, som fik et underskud på 78 mio. kr. i første halvår, og det er når alt kommer til alt et spørgsmål om, hvor længe energien og pengene rækker. Alligevel lover Norwegian overskud i andet halvår.



Herhjemme har Maersk Air, ifølge Børsen, sat priserne op på en række ruter, og i Stockholm sagde SAS-chefen Jørgen Lindegaard, at vel er presset på yielden aftaget, men gennemsnitsindtægten kan godt fortsat falde.



Tiltroen til SAS-udspillet er dog fortsat stor. Aktien steg en procent i Danmark, to i Sverige og tre i Norge.

Skrevet af