JetTime i fulde omdrejninger

Jet Time med fire fly, hvoraf de godt og vel tre er kontraheret for hele vinteren og det fjerde i reserve, er i gang med lynhurtige ændringer for hele vinteren. Foreløbigt dog for de kommende dage.



“Vi skal flyve en hel del af Sterlings flyvninger for flere turarrangører, som er kommet i klemme. I morgen til Egypten for Star Tour. Derefter en række flyvninger for Bravo Tours, der var en stor kunde hos SAS samt for Falk Lauritsen Rejser og enkelte for Thomas Cook Airlines, ” siger direktør John Uggerhøj til Take Off.



“Umiddelbart efter går vi i gang med at se på logistikken i det hele taget, og vi ved allerede nu, at vi skal have alle fire fly i sving. Så må vi se at finde reservefly til opbakning andre steder. Men det skulle vel heller ikke blive svært, ” fortsætter han med tanke på det overskud af fly, der findes rundt om netop nu.



“Tænker I på at udvide flyparken generelt?”



“Det er alt for tidligt at sige noget om. Nu koncentrerer vi os om den aktuelle situation. Den er i sig selv alvorlig nok..



“Har I ledige pladser til piloter og kabinepersonale?”



“Ja, nogle få, men indtil videre ikke i større tal.”

-ejv


Skrevet af