Ferie for Alle sætter pris på camping

TURISME: Campingbranchen uddeler seks priser under Ferie for Alle 24.-26. februar i Messecenter Herning. Otte haller i MCH optages i år af camping under Ferie for Alle.

Danish Camping Award er campingbranchens nye prisfest. Den holdes 23. februar under Ferie for Alle, hvor Camping er officiel partner.

”Ved lignende, udenlandske awardshows får Danmark ofte flotte placeringer. Det er på tide, vi fik vores egen prisfest. Og hvilken bedre anledning end ved Ferie for Alle 2017, hvor camping er officiel partner?” siger Anne-Vibeke Isaksen, mediechef hos Dansk Camping Union og formand for Danske Rejsejournalister.

Ved awardshowet i Herning uddeles seks priser: Årets Campingvogn, Årets Autocamper, Årets Campingtrækker, Årets Danske Campingplads og Årets Udenlandske Campingplads. Desuden uddeles Campingprisen 2017 til en person eller et firma, der har ydet særlig indsats for campingferie i Danmark.

Ved Danish Camping Award er der kun adgang for udstillere, campingbranchen og presse.

De nominerede til Årets Danske Campingplads og Årets Udenlandske Campingplads er indstillet af læserne af BT samt DCU og DK-Camps nyhedsbreve. Herefter har en fagjury udvalgt vinderen.

Modtageren af Campingprisen 2017 er udvalgt af værterne ved Danish Camping Award 2017, DCU, BT, Campingbranchen, Campingrådet, DK-Camp, Gjensidige Forsikring, Isabella Fonden samt Ferie for Alle.