Krydstogt bliver temaet ved Ferie for Alle i februar i Messecenter Herning. PR-foto: Royal Caribbean Group.

Ferie for Alle søsætter krydstogttema

Skandinaviens største rejsemesse, Ferie for Alle, får krydstogt som hovedtema på 2024-udgaven i MCH Messecenter Herning 23-25. februar. ”Stadig mange fordomme om krydstogt,” siger direktør.

Ferie for Alle sætter fokus på krydstogter på næste udgave af messen, hvor der blandt meget andet bliver et foredragslokale til ferieformen og samt krydstogt-relateret underholdning på den store scene i Hal M.

Krydstogter fremhæves også i den officielle messeavis, ligesom der trækkes lod om krydstogtbilletter blandt alle, der har købt billet til messen, skriver Messecenter Herning i en pressemeddelelse.

”Det er helt fantastisk, at krydstogter kommer mere på landkortet, og at flere danskere får øjnene op for denne rejseform. Der er stadig mange forkerte fordomme og tanker om, hvad krydstogt er og kan, og det kan vi forhåbentlig gøre noget ved,” lyder det fra administrerende direktør i MyCruise, Claus Jensen, Danmarks største nichebureau med speciale i kun krydstogter.

”Det betyder rigtig meget for os, at der er andre end rederierne og os krydstogtsspecialister, som spreder budskabet om rejseformen. Forhåbentlig vil der være ekstra mange danskere, som overvejer krydstogter efter messen,” siger Claus Jensen.

Allerede stigende interesse
Hos jyske Krydstogt Eksperten oplever man allerede en stor, stigende interesse for krydstogter og lukker således indeværende år, 2023, med en vækst på cirka 50 procent.

”Vi hører også fra rederierne, at det generelle salg i verden er stigende. Rigtig mange har fået øjnene op for, hvad en krydstogtrejse tilbyder,” konstaterer direktør i Krydstogt Eksperten, Jens Raaholdt, og sætter nogle ord på, hvilke destinationer, der hitter i øjeblikket:

”Krydstogter ud af København er altid populære. I en verden præget af høj inflation og en stadig igangværende energikrise er der mange, som kan se fidusen i at sejle ud af København og spare flybilletten. Derudover er Middelhavet fortsat en populær destination blandt danskerne, og så har vi set en enorm interesse i krydstogter til de nordlige egne som Grønland, Island og Svalbard,” siger direktøren.

Krydstogt Eksperten styrker sin tilstedeværelse på den kommende udgave af Ferie for Alle, hvor man således for første gang stiller med en stand på 70 kvadratmeter og 10 ansatte.

Alle typer ferieformer repræsenteret
Mens Ferie for Alle-temaet altså er krydstogter, gøres der fortsat en dyd ud af at leve op til messens titel og dermed være noget for alle – samtlige typer ferieformer er rigt repræsenteret, og der bliver traditionen tro nok at gå på opdagelse i, hedder det i pressemeddelelsen.

Dansk Golfshow får en makeover, den omfattende, integrerede campingmesse breder sig denne gang over seks haller, outdoorshowet bliver atter et overflødighedshorn af indtryk og aktiviteter, og Danmarkshallen er som ambitiøs i bestræbelserne på at gøre de besøgende klogere på de mange muligheder i vort eget land. Samtidig kalder det store udland i to haller ligesom der er over 150 rejseforedrag på tapetet.

Forventningsglæden er i top hos teamleder i Ferie for Alle, Johnny Tang Frandsen:

”Vi bestræber os på at skabe en informativ og underholdende messe for alle. Vores udstillere og samarbejdspartnere har igen mødt os med åbenhed, imødekommenhed og samarbejdsvillighed, og det er vi dybt taknemmelige for,” siger Johnny Tang Frandsen.

 

Relaterede artikler:

Ferie for Alle 2024: Håber at nå 1.000 udstillere

”Næste år bliver vores krydstogtmesse endnu større”

Generationsskifte i dansk krydstogtrejsebureau