DEBAT: Lige nu diskuteres årsagerne til, at udenlandske turister i stigende grad vender Danmark ryggen. Netop hjemme fra en lille uges tur i det jyske har rejsejournalist Jørgen Lind fået idé om, hvorfor flere og flere foretrækker at feriere andre steder.
Af Jørgen Lind
”Jeg havde bestemt gode oplevelser, bl.a. fordi vejret var med mig på køreturen, men turisterhvervet begik alt for mange fodfejl. Nogle eksempler:
En ”aktivitets- og oplevelsespark” forlanger 100 kr. i entre, og hvad ser man: En række rekonstruerede gamle huse, en snes græssende får, udklædte statister, der laver smykker med henblik på salg, bueskydning (mod ekstra betaling) og ”spids din egen træpind” (mod ekstra betaling). Wow.
Butikker på gågaderne med sjove ting, desværre er de ferielukket to eller tre uger i juli.
Tre spisesteder langs Vesterhavet, som kalder sig restauranter, men som er cafeterier af værste skuffe med hårdtpanerede dybfrosne fiskefileter, dybfrosne pommes frites og en stank af friture. Det ene sted havde man glemt bestillingen på standardmåltidet, som jeg så skulle vente tre kvarter på.
To fiskerestauranter, som satte 18 kr. på regningen for en kande postevand, selv om jeg købte både hvid- og rødvin til måltidet.
En såkaldt slotskro, hvor jeg ventede 20 minutter på at få et spisekort og en time og ti minutter på af få min forret (en suppe, der bare skulle varmes op). Morgenmaden kom efter 20 minutter, og kun fordi jeg rykkede.
Et ”historisk, romantisk byhotel”, som påberåber sig at have fire stjerner (dog ikke fra Horesta!), men låser dørene kl. 22 hver aften. Værelserne har ingen telefon, selv om man tilbyder roomservice, men man kan selvfølgelig bare klæde sig på og rende ned i restauranten og bestille inden kl. 21. En 15 cm lang bøjlestang med plads til præcis én overfrakke. Ingen skuffer, men to smalle spånpladehylder til at lægge kufferternes indhold på. Ingen hylde til toilettaskerne på badeværelset. Nogle gæster valgte at finde et andet spisested efter at være blevet ignoreret over 20 minutter ved hotellets udendørsservering. Pris: 1.300 kr. pr. overnatning.
Næsten overalt uprofessionelle teenagere i rollen som tjenere. På en af Sønderjyllands største kroer gik den meget blonde og meget unge servitrice i stå, da hun skulle lægge bestik på bordet. Skulle kniven ligge til højre eller venstre for tallerkenen?
Som hun sagde til gæsten uden et gran af ironi: ”Kender I det, at man kommer til at tænke for meget over det, man er i gang med.”
Selv vi, der elsker at holde ferie i Danmark, længes efter de gigantiske hotelsenge i USA, de varme aftener i Portugal, udsigten til Capri, de friske fisk i Island, den opmærksomme service i Østen – og de lave priser i det meste af verden”.