Århus får nyt rejsebureau

Skolelæren med den glødende passion for bl.a. Latinamerika, Jesper Hannibal (billedet), åbnede i 1992 Hannibal Tours. Som beskrevet i flere omgange i Take Off kom det sidste efterår til en magtkamp mellem ham og de tre øvrige aktionærer i Hannibal Tours som endte med, at han måtte forlade rejsebureauet.



Men ikke rejsebranchen. Med mere end 14 års erfaring med salg af individuelle rejser, er han nu på banen med sit nye bureau.



”Vi kan godt selv,” lyder det oftest fra kunderne, når man sælger rejser i en tid, hvor alle skal lokkes på rundrejser med danske rejseledere til verdens fjerne afkroge. Vi skal hjælpe kunden med at pakke den personlige rejse,” siger Jesper Hannibal. Han åbner i dag rejsebureauet Jesper Hannibal i Fredensgade med foreløbig tre rejsekonsulenter.



“Vi har da forslag til, hvordan rejsen kan sammensættes, men i modsætning til mange andre rejsebureauer, sælger vi ikke den samme rejse igen og igen. En drømmerejse er unik, her spiller vores ekspertise ind,” siger Jesper Hannibal og tilføjer:

”Vi skal leve af, at vore kunders drømme går i opfyldelse derfor er det vigtigt, at de taler med en rejsekonsulent, der har mere end et perifert kendskab til det sted, hvor rejsen går hen.”



Det nye rejsebureau koncentrerer sig i første omgang om Latinamerika og Afrika, ”hvor vi har noget nær Danmarks største ekspertise,” siger Jesper Hannibal, som dog gerne sælger rejser til andre destinationer.



”Internettet har bragt enhver afkrog af verden ind i vore hjem med hjemmesider der lovpriser stedernes skønhed og hotellers fortræffeligheder – her er vi et ”filter” som giver god vejledning,” siger Jesper Hannibal.



Udover Jesper Hannibal udgøres staben i det nye rejsebureau af Sanne Wolder fra Hannibal Tours, som i en halv snes år har produceret programmer og sammensat individuelle rejser til Afrika, Seychellerne og Mauritius.



Palle Witt kommer fra Rejsecentret Djursland med mere end 20 års erfaring indenfor rejsebureau og luftfart, men den tredje mand er Uffe Svejgaard Jensen fra Jysk Rejsebureau. Han har rejst i over 50 lande og har 15 års erfaring med at arrangere rejser til hele verden.



Rejsebureauet Jesper Hannibal har en videns database med alt relevant omkring rejser. ”Vi kan stille en række informationer til rådighed for vore kunder, så de selv eller sammen med os får indblik i de elementer, en rejse kan indeholde. Vort online bookingsystemer af flybilletter baserer sig på en ”booking maskine”, der kan søge flere flyselskaber og billettyper ad gangen,” siger Jesper Hannibal.

Skrevet af