Finnair sætter navne på nye destinationer i Fjernøsten

”Finnair regner med at kunne starte ny rute indenfor 18 måneder og udbyde flere afgange til eksisterende destinationer. Samlet ser vi på 10-12 byer i Asien. Højst på ønskelisten står fordobling af de daglige afgange til Shanghai,” siger Finnairs chef for Skandinavien, Kenneth Gillberg.

 

Sidste år oprettede Finnair og Europas største regionale flyselskab Flybe et nyt fællesejet selskab: Flybe Nordic.

 

Selskabet har nu indgået en aftale, der betyder, at Flybe overtager 12 af Finnairs Embraer 190 med plads til 100 passagerer. Forhandlinger med Finnairs piloter og kabinepersonale om at følge med over i det nye selskab er i gang. Fra oktober skal Flybe Nordic betjene flyene på en tredjedel af Finnairs europæiske ruter.

 

Finnair flyver til Asien 324 gange om måneden – selskabet betjener Bangkok, Beijing, Chongqing, Delhi, Hong Kong, Nagoya, Osaka, Seoul, Shanghai, Tokyo og Singapore.

 

Flyselskabet har meddelt, at det alligevel ikke får solgt sin cateringvirksomhed til Lufthansa-ejede LSG Sky Chef. Finnair og Lufthansa underskrev 12. marts en hensigtserklæring om dette, men handlen er netop afvist af Lufthansas bestyrelse pga. et investeringsstop.

 

Finnair ville sælge sin cateringvirksomhed som led i sine bestræbelser for årligt at spare 140 mio. euro fra 2014.

Skrevet af redaktionen