Fire milliardærer i rejsebranchen

Martin Møller fik i december Luftfartspokalen af Danske Flyvejournalister.

BUSINESS TOP: Blandt de 100 rigeste erhvervsfolk i Danmark er der fire fra rejsebranchen i årets oversigt.

Af Ejvind Olesen

Traditionen tro udgiver Berlingske Business hvert år et magasin med Danmarks 100 rigeste. Vel at mærke baseret på familieejede virksomheder. I år er der fire med berøring til rejsebranchen.

Det er som nr. 14 to pladser frem på listen Martin Møller, velkendt af standby.dk`s læsere fra Nordic Aviation Capital i Billund, hvor han efter at have startet det i 1990 i dag ejer halvdelen og fortsat er bestyrelsesformand. Virksomheden har investeret i verdens største flåde af turbopropfly, som leases ud til flyselskaber over hele verden.

Med næse for at gøre forretning har han set behovet for de korte strækninger med regionalfly, hvor det ikke kan betale sig at bruge jet. En af hans favoritter er Q400-fly. For to år siden solgte han halvdelen af firmaet til investeringsfonden EQT. Han er selv pilot og har sammen med mange andre prominente personer modtaget Danske Flyvejournalisters pokal for sin indsats for dansk flyvning.

”Jeg er og forbliver vestjyde,” siger han, født og opvokset på den jyske hede i Grønbjerg. Han bor i dag i Florida. Hans formue er ifølge magasinet steget til 7,9 mia. kr.

Lige efter følger SemlerHolding. Nok mest kendt som importører af Volkswagen, men direktør Lars Erik Nielsen, som for to år siden solgte sin andel af Maldivian Air Taxi for en mia. kr. er kommet tættere på den danske rejsebranche efter han sammen med Lasse Rungholm har investeret i Nordic Seaplanes med vandflyver til Aarhus. Den samlede familie har i formuen 7,4 mia. kr.

Hotelbyggeriet boomer for tiden i København, og det skyldes ikke mindst Henning Arp-Hansen og hans bror Birger, som har øget deres indtjening med 20 procent sidste år.

De har nu godt 4.500 hotelværelser, langt de fleste i København. De holder sig pænt i baggrunden, og det er snart mange år siden, Henning stillede op til debat om hotelbranchen i København. Nu overlader han både det og styring af driften i den aktive koncern til adm. direktør Dorte Krak.

Ifølge Business magasinet er brødrene også medinvestorer i en natklub sammen med Casper Christensen og Lars Hjortshøj. Deres samlede formue i Arp Hansen Holding er nu vokset til 2,7 mia. kr. og er nr. 44 på listen.

Man behøver ikke at bygge luksushoteller for at få sin formue til at vokse i hotelbranchen, hvis man forstår at investere i de rigtige koncepter. Det har Niels Fennet gjort med Cabinn Holding, der er gået fra nr. 74 til nr. 60 på listen, og i år er noteret for 1,7 mia. kr. Flere projekter med lavprishoteller er i gang i København og i flere andre danske byer.

Eneste problem for den 72-årige Niels Fennet kunne se ud som heller ikke han kan få Hotel Store Kro i Fredensborg til at svinge og balancere økonomisk. Mange har forsøgt, men nu er nye planer for naboen til Dronningens slot ved at blive udformet. Problemet med Store Kro er, at enten sker der en helt masse på grund af naboskabet med Regenten, eller også sker der absolut ingenting.

Nr. 1 på listen er Legofamilien Kirk Christiansen med en formue på 155,4 mia. kr. Tidligere rejsebureauejer Lars Larsen er nr. fire med en formue på 27,8 mia. kr.