Stammershalle Badehotel ved Gudhjem er fra årsskiftet et af de fire nye medlemmer af Small Danish Hotels. PR-foto.

Fire nye medlemmer hos Small Danish Hotels

Small Danish Hotels får fire nye hoteller på Fyn, i Midt- og Østjylland samt på Bornholm. Dermed er kæden på vej mod 70 mindst trestjernede cityhoteller, slotte, badehoteller og klassiske kroer.

Small Danish Hotels har fra årsskiftet fire nye medlemmer på sin landsdækkende liste over kroer, hoteller og slotte i Danmark.

Hotelkæden oplyser i pressemeddelelse, at de fire nye er odenseanske Hotel Knudsens Gaard, østjyske Montra Hotel Sabro Kro nordvest for Aarhus, Palads Hotel Viborg og bornholmske Stammershalle Badehotel.

Finn Steffensen, formand for Small Danish Hotels’ bestyrelse og til daglig ejer af Nymindegab Kro mellem Ringkøbing og Esbjerg, siger i pressemeddelelsen:

”Det er positivt at byde fire nye medlemmer velkommen. Branchen står i en vanskelig situation, og det betyder, at man rykker tættere sammen. Hotel Knudsens Gaard og Palads Hotel Viborg er absolut et par stærke kort at få på hånden.”

Montra Hotel Sabro Kro styrker også Small Danish Hotels’ tilstedeværelse inden for by- og erhvervsturisme, hedder det. ”Montra har et stærkt møde- og konferenceprodukt. Det samme gælder vores nye bornholmske medlem, Stammershalle Badehotel, der også er oplagt til møder og seminarer,” siger Finn Steffensen.

Small Danish Hotels medlemmer er mindst trestjernede cityhoteller, slotte, herregårde, badehoteller og klassiske kroer. Kædens medlemmer omsætter under normale år for lidt over en milliard kroner og har en halv million overnatninger, 80 procent fra danske gæster.

Venter på ny direktør
Small Danish Hotels er stadig uden direktør efter bestyrelsen i august overraskende fyrede Jørgen Christensen, SDH’s administrerende direktør gennem 19 år.

Finn Steffensen, der i april i år blev bestyrelsesformand for Small Danish Hotels, sagde sidste måned til STANDBY.DK: ”Vi har et rekrutteringsbureau i gang med at finde nogle kandidater. Vi er klar når den rigtige kandidat er på banen, og gerne så hurtigt som muligt. Vi håber, at vi har en kandidat inden jul.”

I pressemeddelelsen om fyringen af Jørgen Christensen fremhævede bestyrelsesformanden, at den afgående direktør i sine 19 år hos SDH fik tredoblet omsætningen, moderniseret og digitaliseret kæden samt dyrket det internationale marked. Jørgen Christensen har endnu ikke et nyt job efter sit overraskende farvel til SDH.

Relaterede artikler:

Stor dansk hotelkæde håber på ny direktør inden jul

Kendt dansk luksushotel takker nej til børn under 12

Hotelkæde taber hotel og starter byggeri af et andet