First Hotels dropper hotel i København

Henrik Busch.

Henrik Busch.

Den norske hotelkæde undgår fogedudsættelse fra Hotel Østerport, hvis ejerne nu skal drive hotellet indtil ny partner er fundet. First Hotels er næststørste hotelkæde i Danmark.

Der har den seneste tid været en anstrengt dialog mellem First Hotels, som er lejer af Hotel Østerport og hotellets ejerkreds. First stoppede i februar med at betale husleje på Hotel Østerport og skylder millionbeløb til selskabet bag Hotel Østerport, siger hotellets bestyrelsesformand, Henrik Busch, og tilføjer:

”I sidste uge gik forhandlingerne i hårdknude, derfor måtte vi som udlejer true med konkurs og fogedforretning senest 18. juni”.

I weekenden meddelte First, at man ville medvirke til en positiv overdragelse af hotellet. I går, mandag, mødtes parterne, og en overdragelse af hotellet skete under kontrollerede former.

”Det er vores forventning, vi de kommende dage skal sikre, hvor hotellets gæster kan opretholde de praktiske oplevelser på hotellet”, siger Henrik Busch.

”Det at overtage en virksomhed er ikke en let opgave – og i dette tilfælde er det vigtigt, at begge parter er professionelle – således at hotellets gæster ikke er nervøse for, om der er værelser og om reservationer er gyldige – det er de!”

”Hotellets ejere indtræder midlertidigt som operatør af hotellet. Vi er som ejere af hotellet ikke den blivende operatør, men vi sikrer alle bookinger.”

”Jeg vil som bestyrelsesformand understrege, at der skal ske en grundig opgørelse over de tab, First har påført udlejer – det vil være et meget omfattende arbejde – hvor vi som udlejere vil påtage os ansvaret. Når vi får en ny operatør ind, forventer vi, at First medvirker – ellers vil det skade Firsts image i en grad, så de ikke kan overleve på det danske marked,” siger Henrik Busch.”