Hotel SØMA i Sisimiut. (Foto: First Hotels | PR)

First Hotels etablerer sig i Grønland

Fire grønlandske hoteller har indgået en aftale med First Hotels, hvor den administrerende direktør fortæller, at Grønland er ”meget salgbar”. Kæden har desuden et godt øje til endnu et nordisk land.

Med mange krydstogtanløb i år og udsigt til åbning af tre nye lufthavne i henholdsvis 2024 og 2025 er der grøde i det grønlandske turistmarked, som i hvert fald er interessant for First Hotels, der netop har sikret sig fodfæste i landet.

Den norske hotelkæde har nemlig tilføjet fire partnerhoteller i Grønland til porteføljen. Det drejer sig om Hotel SØMA i henholdsvis Nuuk, Sisimiut, Ilulissat samt Aasiaat, der drives af den dansk forankrede organisation Sømandsmissionen.

Navnet på de fire hoteller tilskrives de lokale indbyggere, der brugte det, når de i daglig tale refererede til ’Sømandshjemmet’, som de oprindeligt hed. I 2021 blev hotellerne renoveret, og i den forbindelse tog man navnet på sig og foretog en officiel rebranding.

Kan benytte nye værktøjer
Hotellet i Nuuk har 41 værelser, spa med sauna og en restaurant, mens det i Sisimiut råder over en kapacitet på 32 værelser og samme faciliteter. Her har man dog en café i stedet for en restaurant. Hotel SØMA i Ilulissat har 23 værelser og en penthouselejlighed.

Det største af de fire er i byen Aasiaat, der ligger tæt ved Diskobugten. Kædens hotel her har 46 værelser, faciliteter til at afvikle møder eller kurser, en café samt en fortøjningsplads som kan benyttes til havsafari eller ved fiskeri.

At de nu er partnerhoteller betyder, at de blandt andet får adgang til First Hotels distribution, salg, markedsføring og teknologi. I alt har hotelkæden 49 hoteller i Skandinavien, hvoraf de ni befinder sig i Danmark.

Er spændte på udviklingen
Thomas P. Gillespie, der er administrerende direktør for First Hotels fortæller til Standby.dk, at den nye aftale er i tråd med den strategi, som kæden har lagt for Skandinavien og Norden.

”First Hotels startede som en kæde i de mindre byer i Sverige og Norge, og i dag foretrækker vi fortsat at fokusere på de mindre markeder, som eksempelvis Lofoten, Skagen eller Sydsverige, fordi vi ser et stort potentiale i dem. I det lys mener vi, at Grønland er meget salgbar.”

”Det er en smuk og vild destination, og det oplever vi, at kunderne er interesseret i. Derfor synes jeg, at Hotel SØMA er en fantastisk tilføjelse og siden, det er først gang, at vi er til stede i Grønland, er vi meget spændte på, hvordan det udvikler sig.”

Har kig på nyt land
Ifølge direktøren er der på nuværende tidspunkt ingen planer om at udvide yderligere i landet. I første omgang vil man koncentrere sig om den nuværende aftale og se, hvordan eksempelvis medlemmer af hotellets loyalitetsprogram tager imod de grønlandske hoteller.

Han har dog gjort sig tanker om den retning, som kæden skal bevæge sig i, i fremtiden.

”Vores næste træk bliver mod Island. Vi er ikke gået i gang med det endnu, da vi lige nu fokuserer på at få hotellerne i Grønland integreret med kæden, men med den profil og de kunder, vi har, vil det være naturligt, at vi i fremtiden skal etableres i Island.”


Relaterede artikler:

Norsk hotelkæde vokser i Danmark

Grønlandsk hotelkæde renoverer for millionbeløb

Hotelkæde gør nyt forsøg på det danske marked