First Hotels skifter landechef i Danmark

44-årige Claus Jørgen Bjerregaard (foto) kommer fra stilling som direktør og partner i Hotelboosters med speciale i at øge salg og gæstetilfredshed på hoteller.

 

Norske First Hotels har efter overtagelse af også norske Nordic Choice Hotels i Danmark 18 danske hoteller.

 
”Overtagelsen af de tidligere Nordic Choice Hoteller er et vigtigt skridt for First Hotels, vi går en spændende tid i møde, men også unik mulighed for at skabe en stærk position for First Hotels,” siger Helge Krogsbøl, adm. direktør i First.

 

Claus Bjerregaard afløser Tony Bak, der har haft posten i Danmark og Sydsverige de seneste to år; Tony Bak bliver i stedet ansvarlig for at konvertere de nyerhvervede Choice-hoteller i Danmark til First Hotels.

 

First Hotels overtog 1. april 12 af Nordic Choice’s hoteller i Danmark, de drives nu under navnet First Hotels. First Hotels har dermed 18 hoteller i Danmark, 1.671 værelser og 450 medarbejdere.

First Hotels vandt i Danmark i 2005, 2007, 2008, 2009 og 2010 Danish Travel Awarden som bedste hotelkæde i Danmark.

 
First Hotels har 57 hoteller i Skandinavien, i Danmark er flagskibet femstjernede Skt. Petri-hotel i København.

 

 

Skrevet af redaktionen