HOTELLER: Hotel Esplanaden i København drives ikke mere af First Hotels. Ved månedsskiftet overtog ny operatør driften af det over 100 værelser store hotel. Det er nu lukket for ombygning det næste halve år og åbner så igen – med nyt navn.
Hotelkæden Guldsmeden, der nu kalder sig Guldsmeden Hotels, får til foråret nyt familiemedlem. Kæden overtog 1. september Hotel Esplanaden ved Kastellet i København – hotellet har i en årrække været drevet af norske First Hotels, men det var et af de mindst seks hoteller, hvor First forlangte markante reduktioner i huslejen for at fortsætte driften. Det sagde hotellets ejer, ejendomsselskabet Datea, nej til – og tilbød 5-6 andre operatører at overtage. Valget faldt på den anerkendte Guldsmed-kæde, der i første omgang havde takket nej.
Guldsmeden Hotels har i forvejen tre hoteller i København samt et i Aarhus, i Guldsmedgade (deraf navnet), hvor hoteleventyret begyndte i 1999 for ejerne, ægteparret Sandra og Marc Plesner Weinert. Hotellet i Aarhus med 27 værelser og et af hotellerne i København, Bertram med 47 værelser på Vesterbrogade, drives i dag som franchise-hoteller. Plesner Weinert-parret har ud over deres flagskib, Axel i Helgolandsgade med 130 værelser, også Hotel Carlton på Vesterbro Torv med 74 værelser – og når Esplanaden er renoveret genopstår det som Hotel Babette, navngivet efter deres datter.
I mellemtiden skal hotellet have udskiftet bl.a. sine gamle møbler. ”Det er en god bygning, men det gamle inventar skal ud,” siger Sandra og Plesner Weinert til standby.dk