Flere besøgte Bella Centers feriemesse

Malina Lebrecht Hye.

Weekendens feriemesse i Bella Center tiltrak ca. 2.000 flere besøgende end sidste år.

”Jeg er tilfreds, navnlig fordi vores udstillere var tilfredse,” siger messens chef, Malina Lebrecht Hye.Med 44.277 besøgende – en stigning fra 42.314 i 2012 – var der fremgang i besøgstallet på dette års feriemesse i Bella Center, der havde over 800 udstillere.

”Mange udstillere sagde, at de var glade for de mange besøgende, og at de vil booke samme placering til næste års messe, 17-19. januar,” sagde hun til standby.dk søndag eftermiddag.

Hvordan udstillerne samlet opfatter feriemessen vil fremgå af de spørgeskemaer, Bella Center nu udsender til udstillerne.

”Jeg fornemmer, at messen i år tiltrak flere yngre besøgende. En årsag kunne være de mange sportsprægede aktiviteter,” siger Malina Lebrecht Hye. Som noget nyt var der bl.a. et 10 kilometers løb i Bella Center lørdag eftermiddag med 294 deltagere.

”Nogle udstillere gav os hug for dette løb, fordi det distraherede de besøgende – andre elskede det,” siger Malina Lebrecht Hye, der glæder sig over, at messen tiltrak kendisser som Keld Heick, Anders Breinholt, Tom McEwan og Ole Stephensen.

Selv om mange udstillere svigtede, bl.a. USA-standen – danskernes største oversøiske rejsemål – var de største stande i år fra Tyrkiet og Bornholm. Det samme var Bravo Tours, Apollo Rejser og Club La Santa i den ekstra hal med fokus på sport og fritid.

Bella Center lukkede for salget af stande 17. december, men fastholdt standlejeprisen – som blev halveret op til Ferie & Fritid i år.

“Nogle udstillere spekulerede tidligere i at tilmelde sig sent i håb om rabat,” sagde Malina Lebrecht Hye for nylig til standby.dk og tilføjede: “Til gengæld halverede vi i 2012 kvadratmeterprisen fra 1.485 kr. til 895 kr.”