Flere charterrejser i efterårsferien

Sommer ferieSOLHUNGER: Tålmodigheden er forbi efter en vejrmæssig elendig sommerferie, der for de fleste slutter i weekenden. Derfor står charterbranchen parat med ekstra fly.

Forleden meldte Star Tour, at man har sikret sig ekstra fly til oktoberferien, og andre har fået samme idé: ”Vi har allerede nu lagt ekstra op i skolernes efterårsferie, og på det sidste har vi suppleret. Ovenpå en sådan juli er der behov for sol, inden vinteren kommer igen. Så godt kender vi vort publikum,” siger adm. direktør Jan Vendelbo i Spies.

Ligesom hos Star Tour forventer han også et flot juli-resultat: ”Vi har faktisk både sidste år og i 2013 haft flotte danske sommermåneder i juli. Derfor har der nok været en tendens til at blive hjemme i år. Samtidig har vi over en bred kam skåret produktionen til, så der har ikke været mange billige tilbud i spil,” fortsætter han.

Også det tredjestørste bureau, Bravo Tours, er i gang med at finde ledige fly til oktober: ”Det hjælper en hel del, at det kun er Danmark, der har efterårsferie sent i oktober. Så kan man trække kapacitet ned fra Norge og Sverige, hvor de i øvrigt heller ikke har haft nogen strålende sommer,” siger Stig Elling fra Bravo Tours.