Flere danskere til Bosnien-Hercegovina

TURISME: Rejsebureauet Lozo Tours fra Vejle ser stigende interesse fra danskere, der rejser til Bosnien-Hercegovina. Dansk gymnasium overvejer at erstatte rejser til Istanbul med Sarajevo.

Det jyske rejsebureau Lozo Tours, der sender rejselystne danskere til Vestbalkan, oplever en stigende interesse fra danskere, der planlægger at besøge området. Alene i år har rejsebureau haft over 1.300 gæster i området.

”Men tallet stiger for hvert år. Bosnien-Hercegovina er jo et land, der lige skal læres at kende som turistmål, og blive anerkendt på linje med Italien, Spanien, Schweiz osv. Vi oplever, at flere vælger Bosnien-Hercegovina, netop fordi det er nyt, frisk og anderledes. Mange af vores gæster har aldrig været der, og de ved dermed heller ikke, hvad de skal forvente. Men alle bliver positivt overraskede og fortæller det videre til deres bekendte. Vi oplever mange gæster som har hørt om de gode oplevelser igennem deres venner, som var vores tidligere gæster,” siger Sinisa Lozo, direktør i Lozo Tours til standby.dk

Rejsebureauet har ellers tidligere kæmpet med danskernes fordomme mod Bosnien-Hercegovina. Noget, der ifølge Sinisa primært stammer fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien i starten af 1990’erne. Til gengæld har de nyere konflikter i Tyrkiet sendt gæster deres vej.

”I marts næste år sender Christianshavns Gymnasium tre klasser til Sarajevo med os. Det er en testgruppe, da de før har haft Istanbul som favoritrejsemål. De tør ikke længere af sikkerhedsmæssige årsager sende deres elever til Istanbul, og dermed skal vi prøve at gøre Sarajevo til deres nye Istanbul. Bliver de tilfredse med oplevelsen til marts, vil de hvert år sende klasser til Sarajevo,” siger Sinisa Lozo.

Direktøren fortæller, at rejsebureauet tidligere har fokuseret på skræddersyede rejser, men at de nu vil ændre taktik, så de fremover vil tilbyde pakkerejser til familier og par. ​